AAU-STUDERENDE GAV OPTIKERKÆDE NYT SYN PÅ EGEN PRAKSIS

AAU-STUDERENDE GAV OPTIKERKÆDE NYT SYN PÅ EGEN PRAKSIS

Det blev en øjenåbner for ledelsen hos optikerkæden Louis Nielsen, da fire kandidatstuderende fra Læring og Forandringsprocesser så nærmere på virksomhedens læringsredskaber. Men også for de studerende har samarbejdet gjort en positiv forskel.

Lagt online: 13.02.2018

På 7. semester samarbejdede de fire kandidatstuderende Lars Larsen, Mathias Justesen, Pia Luther og Christina Varmdal fra Læring og Forandringsprocesser med optikerkæden Louis Nielsen. Her undersøgte de Louis Nielsens læringsredskab ”Månedens fokus”, og hvordan det motioverer medarbejderne til ny læring, samt det læringsrum, optikerkæden forsøger at skabe for nye medarbejdere, der skal dygtiggøre sig med Louis Nielsens egne undervisningsforløb. Det blev på flere områder både en øjenåbner for virksomheden og for de studerende.

- Det gav os så meget værdi at komme ud i erhvervslivet og samarbejde med Louis Nielsen. Vi lærer meget af at se praksis, mens vi med vores teoretisk funderede tilgang helt konkret kan give råd til, hvordan Louis Nielsen kan tage endnu bedre imod deres nye medarbejdere, fortæller Christina Varmdal, som fortsætter samarbejdet med optikerkæden på sit 8. semester. Her skal hun se nærmere på det mulitikulturelle samarbejde mellem de nordiske teams i den engelske optikerkæde, Louis Nielsen er en del af.

Konkrete input til et nyt læringsmiljø

Men det er ikke kun de studerende, der får et udbytte af at samarbejde med erhvervslivet. Søren Jensen, som er lærings- og udviklingschef hos Louis Nielsen, er ikke i tvivl om, at det også gør en forskel for virksomheder at åbne deres døre for studerende fra AAU.

- For os som virksomhed giver det nogle friske og objektive øjne på vores praksis, og hvordan vi motiverer vores nye medarbejdere til læring. Vi har fået mange konkrete input til at skabe det rigtige læringsmiljø for vores medarbejdere. Jeg synes, det var virkelig interessant at opleve, hvordan de studerende greb projektet an, og vi er blevet præsenteret for interessante teorier og modeller, der vil præge den måde, vi tilrettelægger vores træning på fremover, fortæller han.

nyheder

Se listen