Skoleklasser fra Haverslev deltog i robot-workshop

Skoleklasser fra Haverslev deltog i robot-workshop

Elever fra Haverslev Skole var 14. marts på besøg hos det eksperimenterende lærings-laboratorium X-lab på Aalborg Universitet. Børnene arbejdede med eventyr, lærte om programmering og designede eventyrverdener ud af spændende materialer.

Lagt online: 15.03.2018

Onsdag 14. marts kunne man i bygningen Kroghstræde 3 nyde lyden af glade børnestemmer. Det eksperimenterende lærings-laboratorium, X-lab, der har til huse her, havde dagen igennem besøg af af to 2. klasser og en 3. klasse fra Haverslev skole. Børnene skulle eksempelvis deltage i forskellige robot-workshops og arbejde med storytelling ved brug af teknologi og kreative materialer.

Eleverne fik til opgave at genfortælle kendte eventyr for hinanden. Det skete ved, at de gruppevis skulle programmere små mini-robotter - såkaldte  'Ozobots' - til at spille enten 'hovedperson' eller 'fortæller' i eventyret. Derudover skulle de skabe eventyrets omgivelser af forskellige kreative materialer, som de havde til rådighed. De fik fx adgang til LEGO, DUBLO, Foam clay, pap, ler, lim, mm.. Eleverne var især begejstrede for Foam Clay, som de brugte til at bygge nogle flotte figurer og landskaber.
 

videooptagelser

Aktiviteterne med eleverne i X-lab blev optaget på video, som efterfølgende vil blive analyseret med henblik på afdækning af bl.a. børns kommunikation og gruppearbejde med teknologier som omdrejningspunkt. Aktiviteterne blev desuden observeret  af en studerende på kandidatuddannelsen i It, læring og organisatorisk omstilling (ILOO) med henblik på et igangværende specialeprojekt.

  

 

X-lab:Design, Learning, innovation

X-lab er stedet, hvor forskerere, lærere og elever i fællesskab kan udforske teknologi gennem leg og læring. X-lab tilbyder forskellige workshops for børn og unge i alle aldre. Omdrejningspunktet er teknologi med en kreativ og kollaborativ tilgang til læring. Man har fx mulighed for at udforske og afprøve programmering af robotter på en legende og kreativ måde. 

Et besøg i X-lab vil altid blive tilpasset den konkrete målgruppe, og der bliver arbejdet med alt fra LEGO til 3D printer - kun fantasien sætter grænser. Der er også muligt at aftale om et forløb ude på den enkelte skole.

 

kontakt X-lab på Aalborg universitet

Linda Larsen, videnskabelig assistent, Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet: linda@learning.aau.dk

nyheder

Se listen