AAU logo

Center for Anvendt filosofi

Hovedet på bloggen

Blogindlæg af Jörg Zeller, 17. januar 2014

Jeg svømmer i et ocean af viden uden at forstå dens detaljer og finesser. Jeg kan ikke se, hvad den i det hele taget går ud på. I stedet for ser jeg en endeløs grå flade (jo flere farver man blander sammen, desto mere gråt bliver det). Hele tiden skal jeg bruge kræfter på ikke at synke ned og miste besindelsen. Ingen landjord i sigte, hvor jeg kunne få grund under fødderne, rejse mig op og gå min vej. Væren i verden ligner mere og mere en svømmetur på overfladen af en ”70.000 favne” dyb vidensafgrund.

I tidligere tider blev man født i en verden, der var ”i orden”. I naturen, i samfundet og i tænkningen havde alt ”sin plads”. At forstå verden og sin egen rolle i den bestod i en ”topologi” – en stedkundskab. Der var grund under og til alt værende, ingen uforståelighedens - angstens eller fortvivlelsens - afgrunde. Verden var en færdigforfattet bog; man behøvede bare at lære at læse i den for at forstå meningen med ens væren-til i denne verden. Bogens sprog var tingene selv, smukt opdelt i naturlige eller kunstige klasser og deres indbyrdes relationer. Det menneskelige sprog behøvede bare at afbilde denne naturlige – og i moralsk henseende guddommelige – orden. Meningen med at være til i en sådan verden måtte være at opnå noget godt. Gud var god og sørgede for, at verden gav plads til at søge og stræbe efter det gode. For at ingen kom på idéen at spørge, hvad det gode ved det og ved Gud egentlig var, gjorde man også Gud til årsag til alt. Noget, der begrunder og forårsager alt, begrunder og forårsager også sig selv. Anden grund og årsag behøves og findes ikke – ja, er sågar ”utænkelig”. Således var alt på sin plads og i orden.

Det er det ikke længere. Ikke sådan at forstå, at alt nu er kaos og sker uden årsag og/eller grund. I detaljen er der skam masser af årsager, som natur- og humanvidenskaberne undersøger på kryds og tværs. Og der er masser af empirisk og historisk undersøgte grunde til, at mennesker oplever, føler, tænker og handler, som de gør. I stedet for at føre al væren og gøren tilbage til én absolut årsag og grund svømmer vi på et afgrundsdybt ocean af relative årsager og grunde. At ”alt er relativt” er ikke længere en halvmorsom dagligdags refleks af chokket ifm. Einsteins opdagelse af, at alt nok er relateret til alt, men ikke forankret i noget absolut. Udover en verden (”et ocean”) af ting og begivenheder er der ikke en stor beholder, der holder verden på plads, eller et stort urværk, der ordner dens forløb, eller en stor motor, der holder den i gang.

Ja, vi lever skam i en ”global” verden, hvor alt hænger sammen med alt. En verden, hvor vores viden og dens løben rundt om og iblandt os (”diskurs” – takket være Informations og Kommunikations Teknologien) vokser eksponentielt, samtidig med, at vores forståelse af, hvad der foregår og hvad meningen er, skrumper med samme hast. Vi ”skaber” mere og mere ”viden” og mister mere og mere ”besindelsen”. Om det er inden for politik, økonomi, sundhedsvæsen, uddannelse, trafik, teknologi-, klima- eller miljøudvikling – vi bliver hele tiden bombarderet med nye reformer, innovationstiltag, effektiviserings- og vækststrategier. Som resultat bliver bl.a. vores naturlige oceaner mere og mere (vækst!) fyldt med indpaknings- og beholder-skrald, der, som det hedder, indgår i ”fødekæden”. Jo mere økonomien – vores ”husholdning” med naturen og hinanden – vokser, desto mere affald skal vi spise.

Det er en Anvendt Filosofi blog – jeg må se at finde en ”happy ending” på det skildrede videnskabelig-politisk-økonomisk-sundheds-uddannelses-trafik-teknologi-klima-miljø-vanvid. Uhæmmet vækst i organismer fører til kræft. Hvis vi opfatter vores lille, ”globale verden” som en menneskeskabt fysio-psyko-social organisme, hvor alt relativistisk hænger sammen med alt og mere og mere løber risiko for at blive kvalt af flere og flere vækstsvulster, så kunne det jo være, at et forsøg på at vende vækstvanviddet om til – lad mig kalde det – ”besindelse” kunne være en begyndelse til at stoppe kræftudviklingen. At forbinde dette håb med en filosofi, der gør sig umage for at (be)vise sin anvendelighed, ligger efter min mening i filosofiens natur – ikke bare som KZ-lægen Mengele eller vore dages IKT-udrustede overvågningstjenester – at skabe viden for enhver pris. Filosofi skaber ikke viden som andre videnskaber, men stiller spørgsmål – ikke kun til den skabte viden, men også til måden, den skabes på. Den besinder sig ved ikke kun at undersøge fragmenter og detaljer, men hvordan det hele hænger sammen og hvad det betyder. Det er selvsagt nemmere sagt end gjort. Men en ting er sikker: hvis vi vil vende vækstudviklingen om, så må vi lære at tænke os grundigt om, meget grundigt – før vores væksteksperter prøver at ”helbrede” vores mere og mere sygelige, globale organisme med nye væksttiltag. En ikke bare i boglig slummer reflekterende, men anvendelsesorienteret filosofi kunne jo måske være et bedre alternativ.

- Jörg Zeller