AAU logo

Center for Anvendt filosofi

Hovedet på bloggen

Blogindlæg af Kurt Dauer Keller: Hvad så nu Charlie?

Blogindlæg af Kurt Dauer Keller: Hvad så nu Charlie?

Det bestialske angreb på Charlie Hebdo har hvirvlet spørgsmål op, som er så overvældende og ubehagelige, at man kan have lyst til bare at skubbe dem fra sig: Hvorfor bliver det ved med at eskalere? Hvad er det, der driver modsætninger og had mellem forskellige politiske, etniske og religiøse grupper opad i en ond spiral?

 

Den Charlie, som nu omgives med sympati i hele Europa, har gennem flere års balade og angreb hele tiden set sig selv som blot et satireblad, der slet ikke ønsker den symbolske status, bladet og dets tegninger har fået hos såvel tilhængere som modstandere.  Tegneren Luz forklarer: ”(V)i var bare lystige fritænkere. Alle dem, som blev myrdet,  var bare lystige fritænkere.” (Information, 17.-18. januar 2015). I den megen opmærksomhed, som bladet nu er blevet genstand for, er det også fremgået, at redaktionen ikke har haft nogen bestemt politisk agenda, og heller ikke har set det som sin opgave at kritisere eller genere nogen bestemt gruppe af mennesker, men kun at forholde sig humoristisk til opdukkende begivenheder og altså gøre grin med folk, der selv på en eller anden akavet måde er kommet til at påkalde sig politisk opmærksomhed. Charlie Hebdo kan vel sammenlignes med de danske magasiner Svikmøllen og Blæksprutten og med sommerrevyerne rundt omkring i landet. Den frihed, disse medier udfolder sig i, er ikke ytringsfriheden til at afsløre, hvordan (man mener) noget virkelig forholder sig eller bør være, men den kunstneriske frihed til at give udtryk for følelser og oplevelser. Hvad kan så være drivkraften bag en terror, der udløses af satire, som kun er humoristisk ment!?

Tilsvarende forbløffet rejste flere nyhedsmedier i USA lige efter 9/11 spørgsmål i stil med: ”Hvorfor hader de os så meget?” Min (på ingen måde systematiske) iagttagelse under et kort besøg på det tidspunkt var dog, at de pågældende avisartikler og tv-programmer ikke behandlede spørgsmålet særlig seriøst, men nok snarere brugte det til at fange opmærksomhed. Meget hurtigt havnede man i rigide (alt for velkendte) modsætninger mellem ’dem’ og ’os’, hvor der ikke synes at være behov for yderligere overvejelse og afklaring af problemet: Fronterne er trukket op til konflikt, styrkeforholdet afgøres ved at sætte hårdt mod hårdt, og vinderen sætter taberen på plads! Husker man nu, at det engelske ord ”terror” ikke blot står for det objektive overgreb, men også den subjektive indvirkning i form af rædsel og panik, får vi allerede et hint om, hvorfor den spontane reaktion på terror – hvor man handler i frygt, dvs. beslutsomt og eftertrykkeligt snarere end velovervejet og hensigtsmæssigt – meget nemt bliver tiltag, der uddyber og forstærker det sociale felt for terroren. Dette er også den centrale pointe, som de to store politiske filosoffer, Jürgen Habermas og Jacques Derrida, får fremhævet i deres indbyrdes debat i bogen Filosofi i terrorens tid (Informations Forlag 2005).

Da Jyllandspostens karikaturtegninger skabte internationalt røre og en delegation af repræsentanter for muslimske lande bad om et møde med ’det officielle Danmark’, afslog statsminister Anders Fogh Rasmussen og henviste til pressens ytringsfrihed. Når Danmark altså skal markere sig internationalt med sine politiske og kulturelle værdier, er respekt for forskellige verdensreligioner og deres tilhængere ikke så fremtrædende et aspekt for den daværende statsleder, at han får taget afstand fra det tåbelige og ondskabsfulde i avisens bevidste provokation med disse tegninger, en provokation som slet ikke afspejler befolkningens holdning eller nationens værdier. Endnu værre var den arrogance og problemfornægtelse, der bestod i, at dansk diplomati  ikke rakte til så meget som at mødes for at tale om sammenstødet mellem forskellige kulturelle og politiske perpektiver og undersøge, om man kunne blive klogere på hinandens opfattelse og måske endda finde en platform for videre dialog. Da verden hastigt er blevet mindre i den forstand, at mennesker og kulturer over hele kloden interagerer meget hurtigere, tættere og bredere – og dette i vid udstrækning finder sted ukontrolleret, på uigennemskuelige vilkår og med utilsigtede konsekvenser – er der stor risiko for, at der dannes myter og fjendebilleder, at vi kommer i underskud med ideer og erfaring om, hvilke værdier vi har at dele med hinanden på internationalt og globalt plan. I vore dage kan statslederen i en nation, der gerne vil betragtes som et civiliseret samfund, derfor ikke komme uden om sådan noget som Habermas’ kommunikative etik.

Med lidt af den samme tendens til fortrængning og blindhed overfor den egentlige politiske problematik i de påtrængende kulturelle modsætninger afviste statsminister Helle Thorning Schmidt en af dagene efter mordene på Charlie Hebdo medarbejderne, at der var behov for at diskutere nogen ”forklaring” på, at tragedien overhovedet  kunne finde sted, da det, sagen drejede sig om, var at bekæmpe terroristerne. Der er ellers bedre grunde end nogen sinde til at stille de ’rigtige’ (dvs. relevante og afgørende) spørgsmål om terroren, skulle man mene. Problemet i sin mere alvorlige form har været under vejs i årevis, men nu har det manifesteret sig åbenlyst: Terroren kommer først og fremmest indefra. Det er unge europæere, der radikaliseres og anspores til terrorisme. Netop nu, hvor vel næsten alle europæere identificerer sig med Charlie, er vi nødt til at overveje, hvordan det indædte had til Charlie kan være gjort af samme stof, som Charlie selv: Erfaring, værdier og forestillinger, som vi troede var fælles, men som nogle først udgrænses fra og dernæst vender sig imod. Denne konfrontation mellem hele subkulturer med forskellige normsæt, som udspringer af voldsom social polarisering inden for et mere grundlæggende værdifællesskab, er nok noget af det nærmeste en sociokulturel lovmæssighed, der findes: Tag alt, hvad der virkelig betyder noget, helt væk fra folk, og de vil kun kunne lære at leve med situationen ved helt at forkaste deres egne oprindelige værdier. Se nu på den terror, der i de senere år har fundet sted tættest ved Danmark – i Norge, Sverige og Tyskland. Den har været højreekstremistisk og ikke specielt religiøst begrundet. Hvad har den så tilfælles med den islamiske fundamentalisme, der blev rettet mod Charlie Hebdo? Det galopperende vanvid, selvfølgelig! Det groteske drama i et mytisk univers, der sagtens kan være en eskalering og overdrivelse af et velkendt tema. Den meningsløse udslettelse af sig selv skal bare hænge sammen med en hensynsløs udslettelse af  ’det hele’ eller ’hvad som helst’: en mere eller mindre tilfældigt udvalgt eller ’symbolsk’ gruppe af modstandere.

Fænomenet, der ligesåvel er kulturelt, sociologisk og psykologisk som psykiatrisk, er kendt under betegnelsen ”narcissistisk raseri”. Det drejer sig om frustration af den elementære opfattelse af at være et selv i sammenhæng med andre mennesker, som børn opbygger i de første leveår. Dette totale raseri er et alment menneskeligt potentiale, aktualiseret i så forskellige former som ukontrolleret bersærkergang og det systematisk gennemførte Holocaust, og givetvis gør det sig gældende i enhver krigshandling eller borgerkrig, der foregår ansigt-til-ansigt. Gennem de seneste halvt hundrede år er narcissistisk sårbarhed fremtrådt som bagsiden af den mellemmenneskelige kynisme, der præger et kapitalistisk organiseret hverdagsliv. For at ’følge med tiden’ og leve op til de nye præstations- og effektivitetskrav, der ustandselig stilles, bliver vi tilsvarende dårligere til at skabe og opretholde den personlige autonomi og integritet, hvormed vi orienterer os og handler ud fra etiske principper, som må gøres gældende for at pleje relationerne til de andre mennesker, vi holder af, og for at tage vare på vores eget liv. Fællesskaber svækkes eller opløses, og vi bliver ’ensomme massemennesker’, der hver for sig kæmper mere eller mindre rådvildt for at føle os særlige og værdifulde. Overalt ser man i dag, hvordan narcissitisk skrøbelighed gør sig gældende som markante følelser af tomhed og ligegyldighed samt i udsving mellem grandios selvopfattelse og sønderlemmende selvforagt.

Hannah Arendt er en af de filosoffer, der har klarest har gjort opmærksom på denne kulturelle og politiske problematik, hvor vi mister blik for menneskelige værdier og mister føling med samspillet med andre, idet vi lader os disciplinere og diktere af markeder og bureaukratier. Hun pointerede også knivskarpt det helt forfejlede i alle forestillinger om, at verden kan deles op i gode og onde mennesker. Selv den værste ondskab er såre banal. Det drejer sig om, at mennesker ikke tænker sig ordentlig om og træder i karakter (hvad enten det skyldes manglende evne eller manglende mod), dvs. tager selvstændigt stilling til det, de erfarer, og handler etisk ansvarligt i den foreliggende situation. Dette gælder ikke bare på det individuelle niveau, hvor vi respekterer og værdsætter hinanden i vores forskellighed, men lige så vel på kollektive niveauer, hvor vi skaber de sociale og kulturelle rammer for det fælles liv. Som Hegel påpegede for 200 år siden, må et fællesskab i frihed og retfærdighed institueres og opretholdes politisk for at blive almindelig udbredt i praksis. Velfærdsstatens opbygning og nedbrydning i sidste halvdel af det 20. århundrede illustrerer, hvor prekær den etiske tanke om det enkelte menneskes værdighed i virkeligheden er, når den skal udkrystalliseres i et demokrati med social lighed og retfærdighed.

Etik og humanisme ville være tomme begreber, hvis ikke de kunne rumme den ’patetiske’ side af tilværensen: det følelsesfulde, gribende, fantasifulde og legende, der såvel kan være sjovt og forførende som højtideligt eller ynkeligt. Religion, seksualitet, kunst, fest, konkurrence og aggression er alt sammen patetisk kultur. Her gør fordomsfulde opfattelser af ’rigtigt’ og ’forkert’,  ’smukt’ og ’grimt’, ’lykke’ og ’ulykke’, ’godt’ og ’ondt’, ’os’ og ’dem’ sig uvægerlig gældende, ofte som stærke overbevisninger. Men at  forholde sig etisk ansvarligt og politisk fornuftigt til et problem som terror indebærer at  sætte sig ud over de patetiske dramaer og myter. Kun med en teoretisk og praktisk indstilling, der også kan være selvkritisk, er det muligt at afklare og diskutere den fælles kulturelle og sociale virkelighed, som Hegel, Arendt, Habermas og Derrida har gjort opmærksom på nogle vigtige aspekter af.