AAU logo

Center for Anvendt filosofi

Hovedet på bloggen

Blogindlæg forfattet af lektor Henrik Jøker Bjerre, 17. februar 2014

Metasprog og bagvendt filosofi Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan sagde engang, at ”intet metasprog kan udsiges”, hvilket betød noget i retning af, at vi ikke kan komme ”bagom” sproget og forklare, hvorfor det giver mening. Der er ikke nogen Anden for den Anden, som det også hedder: Den symbolske orden, vi er en del af (”den store Anden”), og som vi kan retfærdiggøre vore handlinger og udsagn i forhold til, kan ikke selv retfærdiggøres af yderligere en instans. Hvor gerne vi end ville, kan vi ikke få en forsikring om vores sprog fra et sted udenfor sproget selv. Et metasprog i Lacans forstand ville med andre ord være et sådant andetordenssystem, der forsikrede os om, at den måde, vi bruger og forstår sproget på, den måde sproget fungerer på, også er den helt rigtige. Det ville dermed også være et sprog, der i virkeligheden kunne frigøre os fra ansvaret for det sprog, vi faktisk taler – det er ikke mig, men den Anden for den Anden, Direktøren for det hele (som det hed i Lars von Triers film) et sted derude, der har ønsket, at det skal være sådan.

Er det ikke som om den politiske og administrative grundimpuls, der i disse år præger universitetsverdenen, mere og mere er en længsel efter et sådant metasprog? Der søges hele tiden nye måder at vurdere, befæste, kritisere og bedømme, hvad universiteterne gør, men man kan ind imellem blive i tvivl om, hvorvidt det, der eftersøges, virkelig er forbedringer af universiteterne eller snarere en form for undskyldning for overhovedet at have dem – eller for en dag at skære nogle af dem væk, hvis de ikke lever op til metasprogets krav.

I dag er det f.eks. ikke længere nok at evaluere sin undervisning i samarbejde med de studerende, dvs. tale om, hvordan de har opfattet den, hvilke problemer, der har været, og hvad man kunne gøre bedre næste gang. Evalueringerne er blevet til metadokumenter, som uddannelserne i stigende grad skal bruge til at retfærdiggøre deres eksistens. Problemet med denne udvikling er ikke, at der skal reflekteres over, hvordan man f.eks. underviser, men at vi er på vej til at gå fra en saglig og involverende refleksion over den praksis, vi som studerende og undervisere er del af, til at søge retfærdiggørelse af denne praksis fra eksterne kriterier og garanter. (Evalueringerne bliver defensive i stedet for offensive, kunne man også sige). Problemet er heller ikke, at uddannelser afkræves relevans, men at relevansen i stigende grad defineres ”udefra” og dermed simpelthen truer med at forvanske, hvad uddannelserne faktisk gør de studerende i stand til.

I værste fald kan man forestille sig, at vi (i vores eget tilfælde) i stedet for anvendt filosofi ender med at få, hvad man kunne kalde ”bagvendt filosofi”. Hvis undervisningens og forskningens mål i for høj grad bliver at indrette sig efter de kriterier, der opstilles eksternt til undervisningen og forskningen, kan det ende med at vi kommer til at bevæge os fra helt andre typer af begrundelsessammenhænge ”bagud” ind i filosofien som noget, der skal passe til disse. Den engelske filosof Denis McManus har brugt et meget præcist udtryk til at beskrive denne tendens: ”Explicitism”. Det er som om, alting i uddannelsessektoren efterhånden skal kunne ekspliciteres i andre termer end dem, der hører til det sprogspil, det fungerer indenfor. Groft sagt skal det, der foregår i undervisningslokalet, kunne oversættes til termer, som en fuldmægtig i finansministeriet umiddelbart kan forstå. Hvad betyder det i praksis? Tag et velkendt eksempel: Intentionen om at kunne måle og forbedre undervisningen i folkeskolen kommer bl.a. til udtryk i PISA-testene. Hvis Danmark kun får 480 point, og Holland får 493, må der være noget, vi kan gøre bedre. Men hvad sker der med en undervisning, der indrettes efter en eksternt sammenlignelig kvantitativ målestok? Den bliver i et eller andet omfang kvantificeret, ensrettet og indrettet efter den type af tests, der skal instrumentalisere sammenligningen. Spørgsmålet bliver naturligvis, hvad det så er, eleverne faktisk ender med at lære? At blive gode til at tage PISA-tests?

Den amerikanske sociolog Steven Ward har i et satirisk indlæg i Times Higher Education for nylig trukket evalueringsmanien ud i en absurd, men ikke helt ulogisk konsekvens. I et angiveligt brev fra ledelsen på et unavngivet universitet til de ansatte angående ”et beskedent forslag til forbedring af evalueringen af de akademiske medarbejdere” meddeles det, at man har fundet fem nye områder til forbedringer: Der vil blive indført evalueringer af ethvert møde mellem to ansatte, om det så er på gangen eller til frokost, i henhold til kriterier om nærvær, øjenkontakt, selvhøjtidelighed, utilsigtede gestus, osv. (efter ethvert sådant møde skal en ansat udfylde et to siders skema). Alle mere formelle møder vil blive evalueret i henhold til den nye MESS-standard (Meeting Evaluation and Satisfaction Survey), ligesom ansattes offentlige optræden i f.eks. foredrag eller medier skal gives point for forståelighed, lækkerhed (”hotness”) og antallet af tweets og retweets om den pågældende optræden, og der skal indføres en generel og løbende evaluering af påklædning, hårstil, parfumevalg, osv. Den mest radikale ændring vil dog nok være en ny overvågningsfacilitet, der skal måle forskernes hjerneaktivitet, når de sidder på deres kontor uden at have kontakt med de studerende. Hvis aktiviteten falder under et vist niveau, slås der øjeblikkeligt alarm til dekanens kontor. (Jeg kan ikke helt sige mig fri for at føle, at denne sidste ide faktisk har noget for sig…).

Selvom Wards dystopi selvfølgelig er en lidt ekstrem karikatur, er den desværre genkendelig, og den fremviser den grundlæggende udfordring at udvikle og forbedre universiteternes arbejde uden at forvanske det til noget helt andet, end det, det egentlig skulle være. Hvis Wards forestillede Student and Teacher Assessment and Survey Institute (STASI) kommer ret meget længere imod sin virkeliggørelse, risikerer vi, at selve grundformålet med højere uddannelse bliver bragt i tvivl. Vi begynder at tale metasprog og mister fornemmelsen for det, akademiske uddannelser overhovedet er.

Måske kan man sige, at anvendt filosofi tilsvarende har sin udfordring i at finde det rette sted mellem ”appliceret filosofi” og ”bagvendt filosofi”. I det første tilfælde en anvendelsesform, der rent instrumentelt bringer filosofien ud i virkeligheden for at applicere den på ét eller andet tilfælde. Som om filosofien var en færdig pakke med en mængde af sandheder og regler, der kan lægges ned over et givet stykke virkelighed. I det andet tilfælde en bagvendelsesform, der baserer undervisningen og forskningen på, hvad mennesker udenfor mener, den bør kunne. Kunsten at undgå disse to ekstremer består i at udvikle og forfine filosofien i samspil med alt muligt, (fra bonusmærker i Føtex til Higgs-partiklen), der ligger udenfor dét, der traditionelt opfattes som filosofi – uden at tro, at ”filosofien” og ”det udenfor filosofien” er to på forhånd givne, uafhængige størrelser.

- Henrik Jøker Bjerre