AAU logo

Center for Anvendt filosofi

Hovedet på bloggen

Overvågning af lediges elforbrug?

Overvågning af lediges elforbrug?

Regeringen foreslog for nylig at give Udbetaling Danmark beføjelser til at overvåge lediges elforbrug. Siden har de trukket forslaget tilbage. Ikke al dataovervågning kan retfærdiggøres. Jeg vil forsøge at vise hvorfor, og pege på eksempler, hvor det henholdsvis ikke er retfærdiggjort, og hvor det er.

Blogindlæg

Billede af Jakob Thrane Mainz

Af Jakob Thrane Mainz 

Formålet med regeringens forslag var at kunne afsløre, om ledige lyver om, hvor de bor, for at kunne modtage visse offentlige ydelser. Ved at overvåge folks elforbrug ned til mindste detalje, er det lettere at bevise om nogen, og hvor mange, bor på en given adresse. Intentionen lyder måske prisværdig – at forhindre snyd med skatteborgernes penge. Gode intentioner retfærdiggør dog ikke altid statens brug af overvågning. Det gælder også i dette tilfælde. 

Der er flere problemer med regeringens forslag. Forslaget strider mod de nye GDPR-regler. Elselskaber må ikke indsamle data om elforbrug til ét formål, for dernæst at videregive det til Udbetaling Danmark, der så bruger det til et andet formål. Dette blogindlæg skal dog ikke handle om de juridiske problemer ved forslaget, men snarere de etiske, om end der er en klar forbindelse derimellem. 

Flere har stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt forslaget over hovedet ville have virket. Som udgangspunkt må det være sådan, at hvis regeringen vil bruge overvågning til at løse et problem, så må vi som minimum kunne forlange, at overvågningen rent faktisk bidrager signifikant til at løse problemet. Dette er et tilfælde af et mere generelt princip, som vi kunne kalde ’Effekt-Princippet’. 

Effekt-Princippet

Hvis vi skal tillade at regeringen anvender en given metode, for at løse et givent problem, så må kunne forlange, at denne metode rent faktisk bidrager signifikant til at løse det pågældende problem. 

Effekt-Princippet gælder især, når metoden medfører en indskrænkelse af borgeres rettigheder, såsom retten til privatliv i dette tilfælde. Desuden er det regeringen, der skal løfte bevisbyrden for, at effekt-princippet er overholdt. Princippet synes rent faktisk at være opfyldt i regeringens forslag, afhængig af hvor alvorligt, vi tager ordet ’signifikant’. Blot ved at overvåge elforbruget i et givent hus, kan man ganske vidst ikke se hvem der bor der. Man kan kun se, at der bor nogen.For at kunne bevise at en given person bor på den givne adresse, ville det i sidste ende stadig kræve, at myndighederne overvågede huset rent fysisk eller med video. Dette kræver som altid begrundet mistanke, hvilket ikke er tilstede, hvis man blot overvåger alle ledige, for at finde enkelte snydere. Til gengæld ville dataovervågningen betyde, at myndighederne kun skulle overvåge en brøkdel af de huse, de ellers skulle overvåge. I den forstand lever forslaget op til Effekt-Princippet. 

Til gengæld kunne man frygte, at denne effektivisering ville føre til en klassisk glidebane-situation: For at øge sandsynligheden for, at der rent faktisk var tale om snyd, ville det kræve, at andre typer data indsamles. Måske endda data fra lediges naboer, familiemedlemmer osv. 

I øvrigt er forslaget ikke ”nødvendigt og proportionalt”, som det hedder i den nye GDPR-lovgivning. Dette er ganske vist et juridisk spørgsmål, men det bunder, som al god lovgivning, i etiske betragtninger. I udgangspunktet må det være sådan, at hvis regeringen vil anvende overvågning til at løse et problem, så må vi kunne forlange, at overvågning er nødvendig, og minimalt indgribende, for at kunne løse problemet, især når overvågning indebærer en indskrænkelse af borgeres ret til privatliv. Igen kan vi formulere et mere generelt princip. Lad os kaldet det ’Nødvendigheds-Princippet’. 

Nødvendigheds-Princippet

Hvis vi skal tillade at regeringen anvender en given metode, for at løse et givent problem, så må vi kunne forlange, at denne metode er nødvendig, og minimalt indgribende, for at løse det pågældende problem, hvis metoden indebærer en indskrænkelse af borgernes rettigheder. 

Lad os antage for argumentets skyld, at overvågning af lediges elforbrug rent faktisk er nødvendigt for at løse problemet. Måske er den eneste måde, man kan komme snyd med offentlige midler til livs, at overvåge potentielle modtagere af disse midler. Er forslaget da retfærdiggjort? Nej, for Nødvendigheds-Princippet er kun en nødvendig betingelse for retfærdiggørelsen, ikke en tilstrækkelig betingelse. Det er af netop dén grund, at sådanne tiltag skal være bådenødvendige og proportionale, og i øvrigt leve op til en række andre principper, ifølge GDPR-lovgivningen. Vi har antaget, at overvågningen er nødvendig, men det overholder ikke dét, vi kunne kalde ’Proportionalitets-Princippet’.

Proportionalitets-Princippet

Hvis vi skal tillade at regeringen anvender en given metode, for at løse et givent problem, må vi som minimum forlange, at denne metode er proportional med det pågældende problem, hvis metoden indebærer en indskrænkelse af borgernes rettigheder.

At anvende masseovervågning for at finde potentielleforbrydere, står ikke mål med, at mange uskyldige menneskers ret til privatliv overtrædes. Forestil dig en lignende situation: Politiet i Washington ser en stigning i salget af ulovlig cannabis. I Washington er det imidlertid lovligt at producere visse mængder cannabis selv. Politiet er ikke i stand til at finde producenterne af ulovlig cannabis, men de ved at cannabis, af én eller anden grund, kun kan produceres af afroamerikanere. De ved desuden, at produktionen af ulovlig cannabis indebærer et stort elforbrug. Så politiet vælger at overvåge alle afroamerikaneres elforbrug konstant. Det er formentlig klart for de fleste, at dette ikke ville være proportionalt med problemet. Hverken overvågningen af alle ledige, eller af alle afroamerikanerne i dette tankeeksperiment, overholder Proportionalitets-Princippet. Det gælder også selvom der relativt set ville være mange flere ofre i tankeeksperimentet.

Ud over krænkelser af retten til privatliv, vil overvågning, der ikke overholder Proportionalitets-Princippet, også ofte medføre diskrimination. De fleste vil nok sige, at overvågning af alle afroamerikaneres elforbrug, for at finde en specifik cannabis-producent, ville være decideret diskriminerende mod afroamerikanere. Hvis analogien mellem regeringens forslag og tankeeksperimentet holder, vil regeringens forslag også være diskriminerende mod ledige. 

Hensigten med at vise hvorfor regeringens forslag ikke lever op til alle de ovenstående principper, er ikke at antyde, at overholdelse af disse principper tilsammen udgør en tilstrækkelig betingelse for retfærdiggørelse af dataovervågning uden samtykke. Min påstand er blot, at disse principper er, hver især, nødvendige betingelser for, at dataovervågning uden samtykke kan retfærdiggøres. Så længe der er mindst ét princip, som ikke overholdes, er forslaget ikke retfærdiggjort. Det betyder samtidig, at dataovervågning kan retfærdiggøres i visse tilfælde.

Jeg vil forsøge at pege på et enkelt tilfælde, der – i hvert fald i udgangspunktet – bedre kan retfærdiggøres:

Jeg har for nylig påbegyndt en ph.d. om dataetik i samarbejde med virksomheden Seluxit, der blandt andet laver ’smarte’ elmålere, som kan vise, hvad der bliver brugt strøm på i en husstand. Data fra disse elmålere kan bidrage til at opdage, om en person er ved at udvikle en demenssygdom. Ét af tegnene på demens kan være, at man begynder at ændre sine vaner. Man begynder måske at brygge sin morgenkaffe på et andet tidspunkt, man går måske i bad på et andet tidspunkt osv. Desuden begynder man at glemme. Man glemmer måske at slukke for komfuret, glemmer at støvsuge osv. Disse ændringer vil kunne afspejles i folks elforbrug med en smart elmåler. 

Man kunne forestille sig, at kommunerne lavede et tilbud, hvor fx ældre mennesker velvilligt og fuldt informeret skrev sig op til en service, der gav kommunen lov til at overvåge den ældres elforbrug. Hvis der opstod mønstre i forbruget, der kunne tyde på demens, kunne kommunen give besked til den ældre selv, lægen, pårørende osv. Den ældre skulle selvfølgelig skrive sig op, inden vedkommende viste tegn på demens. Systemet kunne ligeledes forhindre visse akutte ulykker, hvis man hos kommunen fx kunne se, at komfuret var tændt, samtidig med at den ældre var i bad. Ved at overvåge elforbruget, ville man altså kunne opnå en lang række fordele, uden at man behøver at overvåge borgeren fysisk eller gennem video eller lyd. 

Én af de store forskelle mellem regeringens forslag og frivillig dataovervågning af fx ældre, er naturligvis at sidstnævnte netop er frivilligt. Frivilligheden betyder også, at kravet til retfærdiggørelse lempes, eller helt forsvinder. Det betyder altså, at de førnævnte principper muligvis stadig ville være nødvendige betingelser for retfærdiggørelsen af denne type dataovervågning. Ikke fordi det ville diskriminerende eller overtræde en ret til privatliv, men fordi det fx ville være spild af borgernes penge, hvis denne service ikke levede op til Effekt-Princippet. Den frivillige service kunne være baseret på et krav om informeret frivillighed, sådan som vi kender det fra sundhedsvæsnet, hvor patienter skal kunne demonstrere at de forstår konsekvenserne af, at de vælger én behandlingsform frem for en anden. Man kunne også diskutere, om det i visse tilfælde skulle være op til de pårørende, om en dement person skal benytte sig af denne service. 

Jeg forsøger ikke at sige, at der ikke kan være etiske problemer relateret til en sådan frivillig service. Jeg forsøger blot at pege på former for dataovervågning, som kan medføre en masse fordele, uden at man behøver at indskrænke borgeres rettigheder, og som samtidig ikke medfører ufrivillig overvågning. Vi behøver ikke at afvise alle former for dataovervågning, blot fordi nogle former for dataovervågning er problematiske. Samtidig behøver vi ikke at acceptere alle former for dataovervågning, blot fordi nogle former for dataovervågning er uproblematiske.