Keld Thorgård bliver ny institutleder på Institut for Læring og Filosofi

Keld Thorgård bliver ny institutleder på Institut for Læring og Filosofi

Efter i 13 år at have stået i spidsen for Institut for Læring og Filosofi forlader Annette Lorentsen posten som institutleder. Hun overlader roret til Keld Thorgård, der kommer fra en stilling som forskningschef på UC Syd.

Lagt online: 29.11.2018

Valget af ny institutleder netop er faldet på plads, og institittets ansatte glæder sig til at byde velkommen til Keld Thorgård.

Keld Thorgård er 48 år og har de seneste tre år arbejdet som chef for UC Syddanmarks forsknings- og udviklingsafdeling. Han er oprindeligt uddannet filosof fra Aarhus Universitet, med en ph.d.-grad fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og Center for Sundhed, Menneske og Kultur ved Institut for Filosofi og Idehistorie. Forskningsmæssigt har han primært arbejdet med projekter inden for anvendt filosofi og idehistorie.

- "Jeg arbejder med strategisk udvikling og ledelse af forsknings - og udviklingsaktiviteter samt sikring af omsætning af viden og forskning i undervisning og professionelle praksisser. 

- Forskningsmæssigt har jeg i særlig grad beskæftiget mig med etiske, politiske og videnskabsteoretiske problemstillinger inden for sundhedsområdet. Det vil eksempelvis sige spørgsmål knyttet til evidensbasering, prioritering og retfærdighed, social ulighed i sundhed, patient - og borgerdeltagelse i sundhedsfaglige praksisser og sygdoms – og sundhedsbegreber. Derudover er jeg meget optaget af professions -, praksis- og metodeudvikling".

Keld Thorgaard tiltræder i sin nye stilling på Aalborg Universitet den 1. januar 2019.

 

nyheder

Se listen